Bryllupsplanlægning
Du har sagt ja til dit livs kærlighed, og nu skal den store dag planlægges – men hvor skal man starte, og hvordan kan man tage stilling til alle de mange spørgsmål man bliver spurgt om?
Det at planlægge sit drømmebryllup kan for mange godt virke meget uoverskueligt, og det kommer ofte bag på de fleste hvor meget arbejde der egentlig ligger i det, hvilket også kan skabe skænderier og dårlig stemning i tiden op til brylluppet, som burde være en tid med en masse glæde og kærlighed.
Herunder er nogle gode råd til hvor I starter planlægningen, og hvordan I kommer godt igennem tiden op til brylluppet.
Start i god tid
Det er en rigtig god ide, at være i god tid, når det kommer til at planlægge den store dag. Især hvis man har nogle specifikke ønsker man gerne vil have opfyldt, som f.eks. lokation, band mm., disse store punkter på listen som skal bookes, er smart at få booket ca. 1 år før dagen skal forløbe.
Hvis I starter i god tid, kan I også tage det hele i et lidt roligere tempo, og derfor undgå mest mulig stress på denne konto.
Mange brudekjolebutikker anbefaler f.eks. også at man køber sin brudekjole minimum 6 måneder før den skal bruges.
Spørg jer selv om hvad der er vigtigt
I starten af planlægningen, er der nogle spørgsmål som er gode at tage holdning til, og som gør det nemmer for jer, at planlægge resten af forløbet. Nogle af disse spørgsmål er:
- Hvad er vigtigst for jer? Stedet, menuen, gæsterne? Når I har svaret på dette, er det nemmere at ligge et budget.
- Skal det være et forårs-, sommer-, efterårs-, eller vinterbryllup?
- Hvilken stil ønsker I brylluppet skal være i? fint, afslappet, romantisk, sjovt?
- Skal brylluppet have et tema, eller en farve, eller en anden form for rød tråd?
Lig et budget
Bryllupper har det med at koste ”lidt” penge, om I regner med at holde et bryllup til 20.000,- eller 500.000,-, så er det smart at ligge et ordentligt budget, så I pludselig ikke står og ikke har flere penge på kontoen, men stadig mangler at krydse en masse punkter af på to-do-listen.
Tal om tingene
Husk at tale om tingene, nogle punkter er naturligvis vigtigere for den ene part end den anden, men derfor er det jo altid rart at blive hørt om ens holdning alligevel – og ikke mindst høre en anden mening end sin egen.
Glem ikke hinanden
Husk på hvad det er I er i gang med, og hvorfor I er i gang med det – det er jeres kærlighed til hinanden. Det kan til tider godt virke meget uoverskueligt og stressende, men glem ikke at det ”bare” er en fest, jeres kærlighedsfest.
Se vores 1-års to-do-liste her: https://purewedding.dk/inspiration/planlaegningslister – den er lige til at printe og begynde afkrydsning på.